Sidebar
Menu

Den sidste tid sammen med Mona…

Vivian Frost
skrevet af Vivian Frost
coobowie@mail.dk


Der blev ringet til mig fra plejehjemmet, hvor min far boede d. 23 januar. Han var blevet meget syg og de syntes min bror og jeg skulle komme derop. Eftersom Mona aldrig havde prøvet at være alene hjemme, havde jeg pludseligt et ekstra problem. Jeg fik kørt Mona ud til min svigermor, hvor hun elskede at være, for så selv at være hos min far den sidste tid. D. 25 januar lukkede min far hans øjne og han skulle så bisættes d.1 februar. Mona blev ude hos min svigermor, mens vi fik alt det praktiske ordnet. Mona blev afleveret til Merete af min svigermor, som skulle deltage i bisættelsen. Merete ville give Mona et bad og hygge om hende til vi hentede hende lidt senere. Vi fik en glad og lækker lille tot med hjem, som var meget savnet. Efter kun fem dage hjemme hos os igen, startede mit mareridt dog med Mona.
Mandag nat blev jeg vækket af en lille hund som nyste og nyste meget voldsomt. Jeg stod op og tog hende i mine arme og sad faktisk resten af natten med hende, for at holde på hendes lille krop, mens hun fortsatte med at nyse. Tirsdag morgen kontaktede jeg dyrlægen og fik en tid til hende. Det var et mareridt at komme derud, da jeg havde fået et hold i ryggen. Jeg kunne næsten ikke bære hende, så da vi kom ud til dyrlægen, skyndte jeg mig at sætte mig ned med hende på armen. Dyrlægen kunne se jeg havde det skidt, så han kom med nogle piller til mig. Vi grinte lidt af, at både hunden og ejeren skulle tilses. Han tog Mona med ind og jeg sad og sundede mig. Efter noget tid kom han ud igen. Han kunne ikke finde årsagen til nattens nyseri. Hun skulle have en sprøjte med noget antibiotika og der skulle pustes noget op i næsen på hende. Da jeg havde givet ham min accept, gik han ind for at ordne de par ting. Desværre kom han ud til mig og så noget mismodig ud. Han spurgte mig om jeg var klar over, at Mona havde en stor tumor siddende på halsen. Hvad? Jeg var lige ved at besvime, det var vi bestemt ikke bekendte med. Han tog nogle prøver, som skulle sendes til Tyskland til et laboratorie og der ville så gå et par dage inden vi fik svar.
Tumoren sad et meget dumt sted, så uanset om den var ond eller godartet, så ville det komme til at betyde problemer med at få den fjernet. Han bar Mona ud i bilen for mig. Jeg kunne næsten ikke slæbe mig derud, både pga. ryggen, men nok mest pga. chokket. Resten af dagen gik fint. Mona sov meget, men vi havde jo også været oppe hele natten. Da det blev aften gik vi i seng og efter et par timer begyndte det at gentage sig med nyseriet. Vi stod op og sad igen inde i stuen, hun i mine arme for at støtte hendes lille krop mod de voldsomme ryk. Næste morgen kørte jeg igen ud til dyrlægen. Han var ikke så begejstret over, at se os igen. Han forklarede mig, at den tumor godt kunne sende en masse rødder op i næsen, som så ville genere Mona voldsomt. Hun fik igen en sprøjte for at stoppe nyseriet. Hele dagen var hun meget træt igen. Hun sov og sov. Natten forløb uden problemer. Næste aften kom min mand hjem, han havde været afsted i et par dage på job. Hun var helt overdrevent kælen og kunne slet ikke få nok af nogen af os. Så kom den barske nat!
Efter to timers søvn blev jeg vækket af, at Mona var ved at kaste op i vores seng. Vi fik hende ned på gulvet. Hun fortsatte med at kaste op og der var en del blod i det. Så begyndte det at stå ud af enden på hende og der var også en del blod i. Hun kastede op 14 gange den nat, det var frygteligt. Min mand bar hende ned på græsset, men hun lagde sig bare slapt ned. Vi blev enige om, at så snart dyrlægen åbnede, skulle jeg ringe derud. Jeg fik en tid op af formiddagen til hende. Merete lovede at tage med mig, da jeg stadig havde meget ondt i ryggen. Merete sad med Mona i bilen og hun stod med hende på armen ude hos dyrlægen, indtil vi kunne komme ind. Tja, han var jo ked af at vi kom igen. Der var stadigvæk ikke kommet svar fra Tyskland på prøverne. Han ville lige tjekke Mona og han startede med munden. Han fløj tilbage og så helt mærkelig ud. Han viste os, at når han løftede op i Monas overlæbe, så silede blodet ned ad hendes tænder og hendes tandkød havde en grim farve, det var grå/blåt. Puha, sikke et syn; det glemmer man aldrig. Jeg spurgte ham, hvad han mente om det. Ja, sagde han, det er bestemt ikke godt for lille Mona. Jeg kunne vælge at hun skulle have foretaget en masse prøver og undersøgelser, som nok blive temmeligt kostbart. Jeg var ligeglad med, hvad det kostede, vi havde hende jo forsikret. Hvis han skønnede det var meget alvorligt og hun var bedst tjent med at sove ind, så ville jeg ikke udsætte hende for alt det. Vi blev enige om, at hun skulle sove ind. Føj, hvor var det hårdt, at tage den beslutning. Han spurgte om jeg ville have hende med hjem inden hun blev lagt til at sove, for at vi kunne tage afsked med hende.
Jeg kunne slet ikke overskue at tage hende med hjem, når jeg vidste, at hun skulle dø, for så igen at køre tilbage så hun kunne få de sprøjter. Nej, det skulle gøres med det samme. Godt jeg havde Merete med, som Mona elskede. Jeg brød fuldstændig sammen, først min far og så min elskede lille Mona kun 10 dage efter. Merete sad med Mona på armen da hun fik den første sprøjte. Det takker jeg guderne for. Jeg er og var så ked af, at jeg ikke selv kunne gøre det, men jeg ville ikke have Mona skulle mærke hvor ulykkelig jeg var. Da jeg kom tilbage til dem, lå Mona sødt i et tæppe og hun havde lige fået den sidste sprøjte. Nej, hvor jeg synes det var hårdt og tragisk. Jeg efterlod Mona hos dyrlægen.
Det var MEGET tomt, da vi kørte hjem. Min mand anede intet, jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle få det sagt til ham. Jeg valgte at skrive en mail til ham, hvor jeg meget kort fortalte, at Mona var meget mere syg end vi anede. Derfor var jeg kommet hjem uden hende, da hun var sovet ind. Der gik en halv time, så kom der en mail til mig: ”Jeg er på vej hjem.” Han var ved at bryde sammen ude på hans job, han var slet ikke så langt i tankerne med Mona. Han troede hun fik noget nyt medicin og så skulle hun nok blive rask igen. Jeg må indrømme, nu snart otte måneder efter tabet, sidder jeg stadig hver dag og tænker på hende og der skal ikke meget til før jeg fælder en tåre over Mona. Jeg var jo sammen med hende 24/7, så savnet er enormt. Jeg tænker rigtig meget på den sidste dag vi havde hende. For første gang nogensinde gik hun ud i badeværelset for at ligge alene, det havde hun aldrig gjort før. Hun kom slet ikke når jeg kaldte på hende. Man siger jo, at når en hund ved det er ved at være slut, så søger den hen et sted for at være alene, for at dø. Jeg er overbevist om, at hun vidste det var enden på livet for hende. Vi fik desværre kun lov til at have hende i 4 år og 10 dage, men hvor har vi da haft fornøjelse af hende. Den bedste lille hund vi nogensinde har haft. Hun vil altid være i vores hjerter, elsket og savnet.

Mona og Morfar

Menu